Tags håndterer bagagen
Stadig flere lufthavne i verden benytter RFID teknologi til at sortere flypassagerernes bagage. Hvor man tidligere har brugt stregkoder, giver RFID fordele i form af lavere driftsomkostninger og en mindre fejlmargin. Bag flere af installationerne i lufthavne står danske virksomheder for den tekniske ekspertise
|
Kufferten, der fejlagtigt ender i Manila i stedet for på Mallorca, er desværre ikke et særsyn. Men det vil det forhåbentligt blive i fremtiden. Med en stadig større udbredelse af RFID baserede applikationer til håndtering af bagage i lufthavne minimeres risikoen for, at en kuffert kommer på afveje.
Bedre end stregkoder
RFID teknologien er godt på vej til at overvinde stregkoderne, som hidtil har været brugt i systemer til bagagehåndtering. Den automatiske datafangst er simpelthen mere præcis. Peter Greenfort fra Beta Technic forklarer om fordelene:
”RFID kræver ikke frit udsyn til læseren som en stregkode gør. Systemet har desuden ikke problemer med skidt og skrammer på tagsene, hvilket alt sammen er med til at strømline håndteringen af bagage, så kapaciteten i lufthavnen kan øges. Vores løsning til lufthavnen i Shanghai er stabilt og tolerant over for uregelmæssigheder, som hvis fx en balje ligger skævt på transportbåndet.”
De omtalte baljer indgår desuden i fungerende løsninger i Zaventem i Bruxelles og Arlanda i Stockholm, som er udviklet i samarbejde med FKI Logistex.
|
 Her ses en af de mange kuffertbaljer. Ved hjælp af et tag placeret i bunden af hver balje finder kufferten vej fra check-in til flyets lastrum mere effektivt |
|
Hver balje er udstyret med et RFID tag og transporterer bagagen i forholdet 1 balje til 1 stk. bagage. Når kufferten bliver afleveret ved check-in skranken, ruller den videre på et omfattende transportsystem frem mod den rigtige afgangsterminal, hvorefter bagagen kan læsses på flyet. Ved transportsystemets knudepunkter er der monteret RFID læsere, der kan identificere baljen og sende den videre, selvom baljerne passerer med en fart på 2 meter/sekund. Beta Technic har leveret det tekniske udstyr til denne type løsning, som er ret kompleks. Alene til Zaventem lufthavnen indgår der 100 RFID læsere og ca. 4000 taggede baljer, der håndterer 25 mio. stykker bagage om året.
|
 Teknologi kan gøre meget men kan endnu ikke erstatte alle manuelle led i lufthavnene transportsystemer |
Tags på kuffertstrimlen
I andre lufthavne er man ved at indkøre løsninger, hvor RFID tags bliver monteret i selve kuffertstrimlen. 1. januar 2005 begyndte Airport Authority Hong Kong, der er blandt verdens største transitlufthavne, at sætte RFID tags direkte på kufferten. I øjeblikket foregår det i den centrale bagage hall, som alle kufferter passerer, men det er meningen, at RFID skal sættes på allerede ved check-in. I denne løsning følger hvert tag bagagen under hele rejsen og ikke blot i den enkelte lufthavn. Det giver en større sikkerhed for at bagagen følger med helt til destinationen, hvis der under rejsen er mellemlandinger. Systemer af denne type er dog stadig under udvikling og kræver tillige, at RFID læserne i verdens lufthavne er kompatible.
Selvom RFID tags er stregkodeteknologien overlegen, skønner eksperterne, at der vil gå op i mod 5 år, inden stregkoden er uddød i bagagehåndteringen. Flyselskaberne skal standardisere deres bagage tags, hvilket er en proces, der kræver forhandling og overtalelse. Derudover skal udstyret, der udskriver kuffertstrimlerne i lufthavnene, opgraderes. Begge dele inkluderer en større engangsinvestering og sandsynligvis også mindre problemer i indkøringsfasen, hvilket er en hæmsko for udviklingen. I sidste ende vil
|
resultatet blive mere strømlinede processer, der sparer arbejdskraft og giver færre utilfredse passagerer.
JD - feb 05
|
|
|