Her er værdien - eksempler
Det endelige mål med implementering af RFID er øget forretningsværdi. For at finde værdien skal teknologien udrulles og dataene analyseres. For enden af vejen ligger så forhåbentlig den øgede forretningsværdi som investeringen skal give. Eksempler på denne værdi er emnet i denne artikel, hvor vidensbanken viderebringer Hardgraves bud på områder for en RFID-implementering.
Denne artikel er en fortsættelse af en overbliksskabende artikel som du finder her. Hvis ikke du har læst den endnu, anbefaler vi at du gør det først.
Forretningsværdi i detailleddet – udsolgte varer ”Da WalMart startede med deres RFID-projekt var et af de første områder de fokuserede på reducering af udsolgte varer(OOS – out of stock). I WalMarts butikker var der i gennemsnit 8% OOS, hvilket udgjorde et stort problem, da det resulterede i manglende salg. Samtidig så de det som et område hvor RFID virkelig kunne gøre en forskel,” siger Hardgrave.
Så et af de store spørgsmål var altså, om RFID kunne reducere OOS, og dermed også hvordan det kan reducere OOS. For at forstå hvordan, må man først vide hvorledes WalMart håndterer bestilling af varer. Hidtil har det været manuelt, ved at den ansvarlige medarbejder går hylderne igennem med en håndscanner. Hvis medarbejderen ser en hylde der er ved at være tom scanner han stregkoden på hylden, og scanneren fortæller ham hvad lagerbeholdningen er. Hvis det viser sig at produktet er på lager, genereres en ’pick-list’, som fortæller lagermedarbejderen hvad der skal fyldes op.
Allerede her opstår et problem – opgørelsen over lagerbeholdning er nemlig ifølge WalMarts egne undersøgelser forkert i 55% af tilfældene. ”Bestilling og opfyldning af varer baserer sig altså på tal der er forkerte over halvdelen af gangene!” udbryder Hardgrave med forbløffelse i stemmen.
|
Kilden til disse fejl kan være alt fra tyveri, andre former for svind, til menneskelige fejl osv. Faktum er, at tallene ikke er til at stole på.
Lagermedarbejderen går herefter til lageret, og leder efter produktet. På et lager så stort som WalMarts kan det somme tider være umuligt at finde et bestemt produkt. Hvis det er tilfældet, vil lagermedarbejderen sætte lagerbeholdningen til 0, hvorefter der automatisk bestilles et nyt parti varer til butikken.
Det er fint hvis der ikke er nogen varer på lager, men hvis der lige er bestilt et parti varer hjem, vil det i systemet se ud som der bliver solgt utrolig mange af denne type varer. Der er dog stadig ingen varer på hylden, og der vil derfor ikke blive solgt nogen det næste stykke tid. Der bliver altså skabt kunstige variationer i efterspørgslen, som producenter baserer deres produktion på.
Det virker måske ikke som noget stort problem, men hvis man tager Walmarts størrelse i betragtning, synes problemet pludseligt reelt. |

Eksempler på områder for forretningsværdi i detailleddet:
- reducering af 'tomme hylder' - kontrol af kampagner - produkt rotation - reducering af manuelle ordrer - organisering af tilbagekald - reducering af svind
|
RFID kan dog løse meget af problemet vha. den synlighed der skabes. Hvis et RFID-system har registreret at der er ankommet en kasse varer til lageret, og den ikke har bevæget sig yderligere, kan man altså med stor sikkerhed vide at den stadig er på lageret. Hvis det samtidig kan registreres hvor mange produkter der har forladt butikken igennem salg eller andre veje, kan der genereres automatisk ’pick-lists’, uden brug af manuel scanning. Lagermedarbejderen har yderligere mulighed for at finde kassen med varer ved hjælp af en bærbar RFID-scanner, og vil derfor ikke længere manuelt sætte lagerbeholdningen til 0.
”Vi kan altså ikke kun nedsætte procenten af OOS, vi kan også nedsætte antallet af manuelle ordrer – hvilket betyder færre arbejdstimer og mindre lønudgifter, samtidig med at menneskelige fejl minimeres” påpeger Hardgrave. De indledende forsøg med RFID i butikker viste en forbedring på ca. 30%, med en forbedring på hele 62% for hurtigt sælgende varer. Kun ved at implementere RFID i butikkerne.
|
Forretningsværdi i detailleddet – kampagner, tilbagekaldelser og reducering af svind ”Et andet vigtigt område for WalMart var udbyttet af kampagner – dvs. reklamering og specielle priser i et begrænset tidsrum. Her er det meget vigtigt at få det specifikke produkt ud i butikken i kampagneperioden, da det ellers ikke vil give noget udbytte. RFID kan her hjælpe både med at butikkerne får produktet sat ud i butikken, og med overvågning af butikkerne fra et centralt sted,” udtaler Hardgrave, og fortæller om et eksempel med to forskellige butikker der skulle køre samme kampagne. Den ene butik havde produktet til salg i hele kampagneperioden, mens den anden butik var to dage forsinket, hvilket betød et drastisk fald i salget. RFID gjorde det muligt at finde årsagen til dette fald i salg for den anden butik.
Endnu et område som kan forbedres er tilbagekaldelser af fejlbehæftede eller farlige produkter, hvor synligheden gør det muligt kun at tilbagekalde de fejlbehæftede produkter, og ikke alle produkter af den slags. Med stregkoder var det ikke muligt for WalMart at se hvor hvert enkelt produkt er sendt hen, kun at bestemte butikker havde modtaget en sending af den type. Det var derfor nødvendigt at tilbagekalde produkter der ikke var fejlbehæftede eller farlige. Hardgrave eksemplificerer dette ved at fortælle om en stor producent af peanut butter, som tabte 15 millioner dollars på at tilbagekalde en mængde produkter fra WalMart, ”og det er endda uden at tælle omkostninger som dårlig omtale og tabt salg med, det er kun de tilbagekaldte varers værdi,” slutter han.
Reducering af svind er også område som virkelig kan hjælpes af RFID. Her peger Hardgrave igen på muligheden for at registrere præcist hvor svindet opstår, i stedet for at det blot er ’et sted i butikken’. Det kan lade sig gøre både fordi at varerne registreres alle steder i butikken, og også fordi antallet af gange en person involveres i registreringen reduceres. Dermed mindskes mulighederne for snyd, og oveni betyder det igen, at det bliver muligt at sætte ind de steder hvor der er behov for det.
En anden fordel ved at reducere svind ved hjælp af RFID er at ’sikkerheds-lageret’ kan reduceres. Dette lager indeholder produkter der har en høj svind-procent, og derfor må bestilles hjem i større mængder hvis man vil undgå tomme hylder. Behovet for ’sikkerheds-lageret’ bliver altså mindre, både på grund af mindre svind, men også fordi lagerbeholdningen kan styres bedre. Der er dermed tale om en dobbelt gevinst.
|
 Eksempler på områder for forretningsværdi i distributions- og transportleddet:
- elektroniske beviser - organisering af tilbagekald - reducering af svind - præcision i lastning og fragt - vedligeholdelse af aktiver |
Forretningsværdi i distributionscentre og transport-firmaer ”En af de største fordele for distributionscentrene er elektronisk bevis for modtagelse og forsendelse. Her snakker vi ikke kun om at kunne bevise at der er blevet sendt et vist antal paller og kasser, men også hvad der er i dem. Hvis et center har sendt 24 kasser almindelig tandpasta og 24 kasser whitening tandpasta, vil det ofte se ud som om modtageren har fået 48 kasser af en type.
Det skyldes at der med manuel scanning ofte kun vil blive scannet den øverste kasse. Med RFID vil dette ikke ske. Præcisionen vil altså blive væsentligt øget, igen et resultat af synligheden,” lægger Hardgrave ud med at fortælle.
”For transportfirmaer er præcision også utrolig vigtigt, sammen med effektivitet i lastning og fragtning af varer. Det sparer tid ikke at skulle scanne hver enkelt forsendelse manuelt, og et automatiseret system gør det nemmere at sikre at de rigtige paller og kasser kommer til de rigtige modtagere. |
Et separat område for transportfirmaer kan være at holde styr på vedligeholdelsen af maskiner og biler, samt reservedele og værktøjer. Fx kan hjulenes tilstand overvåges, og et servicetjek kan bookes automatisk, samtidig med at de nødvendige reservedele bestilles,” fortsætter han. Der er altså fordele ved at registrere forsendelserne, samtidig med at RFID systemet kan bruges til at sikre og vedligeholde transportfirmaets egne aktiver.
Forretningsværdi for Producent og grossist For producenten og grossisten kan der også findes områder som kan skabe forretningsværdi. Et eksempel er mere målrettet brug af sælgere og konsulenter. Ved at udnytte den synlighed som RFID kan skabe i detailleddet, kan man nøjes med at besøge de butikker som ikke sælger godt, eller hvor der ofte er tomme hylder hvor ens produkt burde stå. Hvis det viser sig at der er et stort svind af ens produkter, kan man også sende en konsulent for at se på problemet. Her er især fordærvelige fødevarer et område som kan være værdifuldt at synliggøre. Hardgrave forklarer; ” Jeg har set butikker hvor grøntafdelingen havde et meget stort svind. Ved et besøg fra leverandøren viste det sig, at butikken placerede varer ved siden af hinanden som ikke kunne tåle det – om det var bananer og tomater eller kiwier og agurker ved jeg ikke, men problemet blev løst.”
|
Et andet område kan være ved brugen af genanvendelige beholdere. Hvis varerne bliver fragtet i specielle kasser eller containere som producenten gerne vil have igen, kan det betyde en enorm forskel med præcis registrering af forsendelser. Det gør det nemlig muligt at opkræve distributører, forhandlere eller butikker direkte hvis de undlader at tilbagelevere beholderne.
Det er klart at mange af disse områder kræver en stor indsats for at få det fulde udbytte. Nogen af dem kræver også at der bliver brugt RFID systemer i hele forsyningskæden. Der er dog klare fordele ved udnyttelse af teknologien som ikke kan fås andre steder. Det betyder at alle som leder efter en ny måde at forbedre deres forretning på, bør tage et seriøst kig på RFID. |
 Eksempler på områder for forretningsværdi i producentleddet:
- målrettet brug af konsulenter - organisering af tilbagekald - genanvendelige containere - øget fragtnøjagtighed - forbedret opfattelse af produktkvalitet |
Denne artikel afslutter hermed serien om Bill Hardgraves bud på forretningsværdien i RFID.
_______________________________ Jonas Rungholm - august 2007 |
|
|