Under Anden Verdenskrigs luftkampe opstod der et behov for at kunne skelne fjendtlige fly fra fredelige. Når et modgående fly blev opfanget på radaren, var det svært at bedømme, om flyet var fjendtligt, eller det var et tilbagevendende fly fra egen styrke. Britterne udviklede et såkaldt Identification Friend or Foe system (IFF), der automatisk kan skelne mellem onde og gode fly. Det foregår ved at egne fly tilbagesender en respons på et opfanget radiosignal.

IFF er det første eksempel på anvendelse af radiofrekvenser til identifikation, og den dag i dag kontrolleres flytrafikken efter samme principper.

Atomalderen og Den Kolde Krig stillede krav til sikkerhedsforanstaltninger, og den tekniske udvikling af RFID trak i samme retning.

De første smart cards dukker op sammen med andre løsninger, hvor adgangskontrol er knyttet til radiosignaler. Mod slutningen af 70’erne udvidede RFID-udviklingen sig videre fra akademiske og militære forskningsmiljøer til også at omfatte privatejede virksomheder. Antallet af institutioner, der arbejder med RFID eksploderede i denne periode og langt flere brancher begynder at se RFID-teknologien som løsningen på et problem.
I 1978 får den første malkeko indopereret en chip med det formål at kunne identificere koen og indhente data om kropstemperaturen. Transportbranchen kommer også godt med og udvikler blandt meget andet systemer til elektronisk identifikation af køretøjer og den fjernbetjente centrallås. Det første trådløse betalingsanlæg til motorveje ser dagens lys i Norge i 1987, og i det hele taget var løsningerne gennem 80’erne rettet mod fuld implementering af RFID-teknologien.

I gennem 90’erne fortsatte denne udvikling. RFID blev så udbredt, at det var nødvendigt at udvikle ISO-standarder inden for både kvalitetsgodkendelse og sendefrekvenser. I 1999 blev det verdensomspændende Auto-ID Center stiftet med henblik på at sikre de nødvendige standarder for den udvikling, som RFID i dag peger i retning af: RFID-chips alle steder. I forsyningskæden udvider RFID-chips stregkodens domæne ved at kunne indeholde et bredere spektrum af oplysninger. I en nær fremtid bliver alle ting med en vis værdi udstyret med tags, og bliver koblet på nettet. Det gør tingene i stand til at kommunikere om deres aktuelle tilstand. Internettet kommer ud alle steder i, hvad der er døbt: Extended Internet. Perspektivet er minimum 10 år, og i mellemtiden skal store udfordringer håndteres: Hvordan får vi tingene til at kommunikere rent teknisk? Hvad har vi krav på at vide og hvornår? Og hvad med sikring af privatlivet?