Okay - ordspillet i overskriften er en smule søgt, men budskabet kommer ud. Hvorfor har mange virksomheder en afventende holdning i forhold til adoption af RFID? Det er temaet i denne artikel og hjælp udefra er påkrævet, så vi har allieret os med Jan Damsgaard, som til daglig er professor ved Copenhagen Business School (CBS) og leder af kandidatuddannelsen i E-business. Med hans teoretiske indgangsvinkel håber vi at kunne besvære spørgsmålet: ”Hvorfor er vent-og-se holdningen så udbredt i forhold til adoption af RFID?”

Stregkoden vs. RFID
Jan Damsgaard mener, at den største "trussel" mod RFID er stregkoden. Som han siger, så ”ville det have været let, hvis vi ikke havde noget system i forvejen, men nu eksisterer stregkoden altså og endda med stor succes. Derfor er stregkoden et must have, mens RFID blot er nice-to-have”. Der er i løbet af de seneste 30 år investeret store summer i udviklingen af stregkoden, så man er ikke lige klar til at udfase denne teknologi, da såvel de økonomiske som vidensbaserede skifteomkostninger vil være ganske betragtelige. Derfor handler det om hvorvidt de relative fordele ved at indføre RFID er store nok, hvilket der i øjeblikket herske en del tvivl om. De fleste erkender, at RFID tilbyder en række fordele i forhold til stregkoden, men er disse fordele store nok? Det vil fremtiden helt sikkert vise, men ifølge Jan Damsgaard, så spiller også en række andre faktorer ind.

RFID er en netværks- og interorganisatorisk teknologi, hvis værdi påvirkes kraftigt af netværket og antallet af brugere. Fænomenet kaldes netværkseksternaliteter eller netværkseffekter. Et klassisk eksempel på en netværksteknologi er faxmaskinen. Der er ikke meget sjov ved at kunne sende en fax, hvis der ikke er nogen til at modtage den i den anden ende. På samme måde begrænses fordelene ved at anvende RFID i en værdikæde, hvis kun enkelt aktør er i stand til at aflæse dem.

Netværkseffekter skaber en vent-og-se holdning
Ifølge Jan Damsgaard, så er det netop netværkseffekterne, som ofte leder til en vent-og-se attitude, da ingen ønsker at være den første der investerer. Figurativt anvender han udtrykket ”the second mouse gets the cheese” til at illustrere den problemstilling, at desto senere man adopterer RFID desto sikre er man på sin investering. Årsagen er at nye teknologier ofte introduceres med co-eksisterende og utilstrækkelige standarder. Derfor er alle bange for at investere for tidligt, da man dermed risikerer at investere i en platform, som ikke er kompatibel med senere og mere avancerede platforme. Som eksempel kan man fremhæve EPC-global generation 1 & 2 RFID-tags. Heldigvis er langt de fleste RFID-aflæsere kompatible og kan aflæse begge generationer, men står man overfor at skulle investere nu, så frygter man måske nu at investere i generation 2, hvis der allerede er en generation 3 på vej?

Kan Walmart skabe kritisk masse?
Et centralt spørgsmål i debatten omkring udbredelsen af RFID, er hvorvidt Walmart og de øvrige tidlige adoptører er store nok og tilstrækkeligt magtfulde til at skabe såkaldt kritisk masse. Det centrale ved kritisk masse er at nå til det punkt, hvor det forventes at man som leverandør kan levere produkter forsynet med RFID-tags. Når og hvis det sker, så vil teknologien eksplodere, da logistiske operationer er nervesystemet i mange virksomheder.

Man vil med andre ord ikke kunne handle med andre, hvis man ikke er i stand til at levere med RFID. Men måske er det også netop det faktum at logistikken er et så forretningskritisk system, som skaber en afventende holdning. Man vil til dels være med til at eksperimentere med systemer, som ikke er forretningskritiske, men så snart at selve grundlaget for forretningen sættes på spil, så er man mere forsigtig. 

Løsningen er samarbejde
Jan Damsgaard mener ikke, at der eksisterer nogen enkel løsning i forhold på denne ”hønen og ægget” problematik. Derimod må virksomheder indstille sig på en anden logik end i industrisamfundet. I netværkssamfundet må teknologibegrebet udvides til også at indbefatte standarder samt netværk af produktion og brug. Man må indstille sig på en ”collaborate in the morning, compete in the afternoon” situation, hvor man på tværs af netværk koordinerer anvendelsen af nye netværksteknologier. Det vil sige at institutioner og brancheorganisationer står overfor en stor udfordring i forbindelse med udviklingen af standarder, da det netop er dem, som har netværket og baglandet til at gennemføre sådanne forhandlinger.

Det er bestemt ikke alle virksomheder, som ønsker at konkurrere om morgenen og så ellers samarbejde om eftermiddagen, hvilket sikkert også er nærmest naturstridigt for mange virksomheder. Som eksempel fremhæver Jan Damsgaard adoptionen af EDI i Danmarks to store detailkæder FDB og Coop. De to kæder besluttede for snart nogle år siden at indføre EDI, men man kunne ikke blive enige om fælles standarder, så i stedet udviklede de to forskellige systemer og standarder. Problemet var blot at mange af deres leverandører leverede til begge kæder, hvilket betød at de alle måtte køre med to separate systemer, hvilket giver ekstraomkostninger, som i sidste ende parkeres hos forbrugerne.

Man må derfor håbe, at man i fremtiden igennem eksempelvis GS1 og EPC-global, kan få lavet standarder for RFID. Et arbejde, som allerede er godt i gang, men som også er omfangsrigt og kompliceret proces, hvor flere virksomheder sagtens kunne deltage aktivt.