RFID har igennem det seneste stykke tid været genstand for vedvarende kritik, især i udlandet, hvor teknologien er mere udbredt end herhjemme. Kritikken møntes primært på teknologiens ”big brother” egenskaber, som man frygter, vil blive udnyttet af private virksomheder og det offentlige til at overvåge os alle. Vi ser i denne artikel nærmere på debatten. 

Hvis man ikke har fulgt debatten, så kan man stille sig spørgende overfor, hvad det egentligt er ved RFID, som virker så skræmmende? Og svaret er nærmest lidt paradoksalt. Det er nemlig teknologiens potentiale og mange anvendelsesmuligheder, som har placeret RFID i kritikernes søgelys.  

Det enorme potentiale ved RFID
RFID er måske mest kendt for at optimere logistikken i Walmarts butikker i USA, men teknologien anvendes efterhånden rigtigt mange andre steder, også uden vi er bevidste om det. Det er RFID, som finder forsvundne børn i Legoland. Det er RFID, som bruges på store byggepladser til at holde styr på materiel og maskiner. Teknologien bruges til tyverisikring på biblioteker, mens det også er RFID som anvendes til bagagehåndtering i mange lufthavne. I London anvendes RFID som betalingssystem i busserne, hvor man betaler trådløst via et specielt RFID-buskort. Ved VM i Tyskland udstyres billetterne med RFID-tags, som indeholder navnet på personen, der har købt billetten, så man kan udgå sortbørshandel. Man kan altså her igen stille spørgsmålet? Er det så galt, at vi anvender RFID til at finde forsvundne børn i forlystelsesparker? Er det så skidt, at vi bruger RFID til at undgå sortbørshandel? Selv de hårdeste kritikere svarer nej på dette spørgsmål. Således har flere endda været ude og rose Legolands ”bliv tryg væk” system, som de anser som en samfundsnyttig anvendelse af RFID. Men hvad er så egentligt problemet med RFID?

I Legoland og andre forlystelsesparker har man indført et system, som klades ”Bliv Tryg Væk”. Systemet hjælper forældre med at finde deres børn igen, så de kan løbe frit rundt i parkerne uden opsyn. Vi har tidligere skrevet en artikel omkring systemet fra Legoland, som du kan læse mere om her. 

Den øgede digitalisering og elektroniske registrering
Ifølge kritikerne er problemet ved RFID, at teknologien både kan bruges og misbruges. Kritikerne hævder, at samfundet i de seneste 10-15 år har befundet sig i en glidebane, hvor grænserne for elektronisk registrering og overvågning, langsomt men sikkert, er blevet rykket. Hidtil har glidebanen haft en indbygget håndbremse, da man kun har kunnet registrere oplysninger, som har haft sit eget naturlige elektroniske liv. Det vil sige, at man blandt andet har kunnet spore trafik over internettet og telefonnettet.

Med udbredelsen af RFID frygter de dog, at den indbyggede håndbremse sættes ud af kraft, så det i fremtiden vil være muligt elektronisk og trådløst at følge vores handlinger og bevægelser. Kritikerne hævder, at når vi lever i en tid hvor information er magt, så vil man ikke kunne sikre borgernes anonymitet og retsikkkerhed, hvis RFID-teknologien udbredes. Der vil nemlig altid være nogen, som vil danse på kanten af loven eller overskride den for sikre sig sådanne informationer. Nedenstående scenarie beskriver en ikke så fjern RFID-fremtid. Forestil dig hvor mange forskellige dataspor der efterlades?

”Det er lørdag morgen, og du er på vej ud at handle. Når du forlader hjemmet er der ingen grund til at låse, for du har en RFID-tag under huden, som automatisk låser døren efter dig. Systemet ved nemlig at børnene og konen heller ikke er hjemme. Din bil låses automatisk op og starter, så snart du nærmer dig den. Når du ankommer til supermarkedet tager du en indkøbsvogn, som har et indbygget RFID-system.

Du anbringer RFID-chippen fra dit indkøbssystem i indkøbsvognen, som automatisk sender din identitet og indkøbsseddel til indkøbsvognen, der herefter guider dig igennem butikken. Når du skal betale er der ikke længere nogen kasseassistent, du skal blot gå igennem en aflæser, der registrerer dine køb og viser prisen på et display. Herefter betaler du via et RFID-betalingskort, som du blot behøver at vifte foran dankortmaskinen”.  

Selvom det virker en smule langt ude, så gengiver scenariet ikke desto mindre nogle af de løsninger, som man allerede arbejder på at udvikle. Den tyske supermarkedskæde Metro har længe lavet forskellige forsøg med RFID-teknologien i deres Future Store. I en sådan fremtid vil vi som forbrugere, borgere og mennekser afsætte langt flere dataspor end hidtil. Supermarkederne vil ikke alene kunne kunne holde øje med hvilke varer vi køber, de vil også kunne se hvilke varer vi købte, som ikke stod på indkøbslisten. I tøjforretninger vil butiksassistenterne på et display kunne se, hvilket tøj vi har på fra yderst til inderst.

Og hvis man nu alligevel har RFID-tags under huden, hvorfor anbringer man så ikke bare alle personlige oplysninger i disse RFID-tags? Så behøver man ikke længere have pas, sygesikringsbevis, kørekort og andre personlige papirer på sig. Selvom det måske virker endnu længere ude, så anvendes indopererede RFID-tags allerede flere steder. Amerikanske VeriChip har for længst udviklet en chip, som indopereres under huden. Systemet anvendes blandt andet som trådløst adgangskort, men også til trådløs identifikation af patienter, som har særligt stor risiko for at blive indlagt.

Bestyrelsesformanden i VeriChip, Scott Silverman, er tidligere kommet med nogle meget kontroversielle udtalelser. Han indikerede, at man kunne løse problemet med illegale indvandrer i USA, hvis man udstyrede alle legale immigranter med RFID-tags under huden.

En værdiladet debat
Udtalelserne har ikke gjort debatten mindre værdiladet. Den er således fyldt med analogier og dommedagsprofetier. Kritikerne spiller på et af de stærkeste kort i en sådan debat, nemlig frygt. Kan de indgyde frygt i offentligheden, så kan det afstedkomme en offentlig boykot af RFID, som lægger pres på både politikere og virksomheder.

Det er f.eks. forbrugerorganisationen Caspian’s erklærede målsætning, som på deres hjemmeside bl.a. skriver: ”CASPIAN hopes to see RFID fail in the marketplace as a result of consumer opinion”. 

Fakta om Caspian
Caspian er et akronym for ”consumers against supermarket privacy invasion and numbering”. Organisationen blev grundlagt i 1999 af Katherine Albrecht, som er Ph.d. fra Harward med speciale i uddannelse af forbrugere, privacy og psykologi.

Organisationens hjemmeside finder du på adressen www.spychips.com - som har taget navn efter hendes bog Spychips: How Major Corporations and Government Plan to Track Your Every Move with RFID.  

RFID er "Satans Mærke" 
I debatten spiller frygt som tidligere nævnt en stor og åbenlys rolle. De RFID-tags som indopereres i kroppen sammenlignes f.eks. af flere kritikere med ”the mark of the beast” eller ”satans mærke”. En bibelsk reference til Johannes Åbenbaringen, hvor folk mærkes i panden eller i hånden af antikrist med symbolet 666, som stempler folk til helvede og varsler en nært forestående dommedag.

Det er den slags retorik, som på den ene side kan virke hysterisk, men på den anden side sender et meget stærkt budskab. Et budskab som ikke får mindre vind i sejlene, når man tager udtalelserne fra VeriChips bestyrelsesformand med i billedet.

Der er med andre ord lagt op til en håndfast lovgivning på RFID-området. Men så er spørgsmålet, om RFID-industrien ikke vil gøre deres for at modarbejde en sådan håndfast lovgivning? Det ser vi lidt nærmere på i det følgende.     

AIM-Global har udgivet en såkaldt position statement om deres officielle holdning omkring ansvarlig anvendelse af RFID, som ikke går på kompromis med forbrugernes rettigheder. AIM-Global er af den holdning, at forbrugerne bør have følgende fem grundliggende rettigheder:

- at vide om produkterne indeholder RFID-tags.
- at fravælge RFID-services.
- at tilgå gemte data i RFID-tags.
- at vide hvornår og hvor RFID-tags læses.
- at få RFID-tags fjernet eller deaktiveret ved køb.

AIM-Global mener, at en kommende lov på RFID-området skal bygges op omkring disse fem ufravigelige rettigheder. Dermed sikres den mest optimale gennemsigtighed, så forbrugerne altid er klar over, hvornår der registreres noget omkring dem.

Mens mange er enige om at internationale retningslinier er vejen frem, så kræves der dog også, at man på nationalt plan gør sig tanker omkring problemstillingen. I Danmark er det blandt andet Teknologirådet, som varetager denne opgave. Ved et såkaldt perspektivværksted omkring ”RFID i værdikæden” har medlemmer af Teknologirådet udarbejdet nogle anbefalinger til hvordan forbrugernes rettigheder sikres. Anbefalingerne ligner på nogle punkter meget dem, som AIM-Global har udarbejdet.

Forbrugernes kontrol
Det synes at være et helt centralt punkt i debatten, at det er forbrugerne som har kontrollen med de informationer, som er tilgængelige i RFID-tags. Det vil sige, at forbrugeren skal kunne bestemme, hvem der har adgang til sine data, og som følge heraf have mulighed for at ændre taggen ved f.eks. at slukke den eller ændre dens tilstand. Teknologirådet mener desuden, at der skal være et håndhævelsesorgan, som kontrollerer at der ikke sker nogen former for misbrug, da man som udgangspunkt ikke blot kan stole herpå.

Man kan vel næppe udråbe nogen vinder i debatten. Modstanderne af RFID er ganske ihærdige, mens de også formår at skabe røre i andedammen. Deres opråb har særligt i USA skabt ganske meget fokus på RFID-teknologien, som de fleste spillere i branchen sikkert gerne ville have haft sneget ind ad bagdøren, hvis de havde fået lov til dette. Deres kritik har samtidigt betydet, at branchen har været nødsaget til på et tidligere tidspunkt, at tage stilling til hvordan forbrugernes rettigheden sikres.

Med andre ord, så er det meget vanskeligt at stoppe udviklingen og udbredelsen af RFID. Og det er heller ikke ønskværdigt - fordi teknologien er jo som sådan hverken god eller ond. Derimod har kritikerne vundet en sejr i den forstand, at der nu er offentligt fokus på teknologien, så man forhåbentligt kan undgå at den misbruges.    

MNP - juni 06